Transportselskabet Arriva måtte i dag gå slukørede hjem fra retten.
FOA vandt nemlig en klar sejr i Arbejdsretten over selskabet.
FOA har dermed fået rettens ord for, at Arriva ikke har ret til at sige en overenskomst op og uden videre slippe ud af overenskomsten.
"Det er en klar og meget principiel dom, som ikke bare FOA, men hele fagbevægelsen bør være særdeles tilfredse med," siger FOA-formand Dennis Kristensen i en pressemeddelelse.
I den aktuelle sag valgte Arriva at opsige den dyreste af to busoverenskoster - overenskomsten med FOA - mens overenskomsten med 3F fortsat stod ved magt.
Men den gik altså ikke. Og dermed skal en arbejdsgiver forsat konflikte sig ud af en overenskomst - lige som lønmodtagerne skal.
"Dommen knæsætter princippet om, at den ene part i en overenskomst ikke bare kan løbe fra overenskomsten. Arbejdsgiveren har muligheden for at aftale en ny overenskomst - eller arbejdsgiveren kan konflikte sig ud af overenskomsten. Det er en hjørnesten i den danske model - og den står nu heldigvis ved magt," siger Dennis Kristensen.
Dommen har betydning for cirka 700 chauffører i Trafikfunktionærernes Fagforening, der kører på FOAs overenskomst med Arriva.