Det var mange millioner kilometer, der stod på spil, da det for en uge siden blev afgjort, at DSB fra 2009 skal køre togene fra Helsingør til Skånes grænse.
Kort efter angreb konkurrenten Arriva DSB s tilbud på togdriften over Øresund for at være alt for billig. Staten skal kun betale 350 millioner kroner om året for, at DSB vil levere flere tog til tiden og flere afgange mellem Danmark og Sverige. Arrivas tilbud var 20 procent dyrere.
Men selvom Arriva mener, at DSB vandt ved at komme med et urealistisk lavt tilbud, opgiver Arriva nu at klage over afgørelsen, skriver Nordjyske.dk.
- Vi sidder stadig og kigger på det, og der er nogle ting, der undrer os. Men jeg har svært ved at tro, at vi kan nå til en anden konklusion, end at DSB har valgt at byde så lavt, at det ikke kan hænge sammen. Det kan vi ikke gøre noget ved. At kaste alle ud i en sag ved klagenævnet og retsinstanser, som tager fem eller ti år, giver ingen mening, siger direktør i Arriva, Johnny Hansen, til Nordjyske.dk.