Politiet i Moskva arresterede torsdag en mand, der er mistænkt for at stå bag drabet på den russiske nationalbanks vicedirektør, Andrej Kozlov, skriver nyhedsbureauet Itar-Tass.
Kozlov og hans chauffør blev skudt 13. september sidste år nær et fodboldstadium i den østlige del af Moskva. Efter et døgn på hospitalet døde vicebankdirektøren af sine kvæstelser.
Politiet mener, at drabet havde været planlagt i mindste detalje, og dele af den russiske mafia har været i søgelyset. Det skyldes ikke mindst, at Kozlov arbejdede med at forhindre de kriminelle organisationers hvidvaskning af penge.
Der er i alt blevet arresteret syv personer i sagen, men det er først nu, politiet tror, at de har fundet den ansvarlige.
Navnet på manden, der blev arresteret torsdag, forbliver dog hemmeligt et stykke tid endnu.