Søndag aften lukkes og slukkes der for årets sidste Fashion Week, og Christian Gregersen, der er chef for modemessen Gallery i Forum, kalder modeugen for en succes.
- Det vigtigste er ikke antallet af udstillende mærker, men det stigende antal af højkaliber-indkøbere fra Skandinaviske og internationale modekøbere, der har besøgt Gallery i år, siger han.
Målt på antallet af mærker er modeugen i København i år med sine 2706 af slagsen, verdens andenstørste - kun overgået af Paris. Og det glæder Christian Gregersen, at København kan være med blandt de helt store modebyer.
Omkring 50.000 professionelle besøgende har i år lagt vejen forbi København og fra torsdag til lørdag har flere end 40.000 besøgt en af de fire messer i henholdsvis Forum, Tap 1 eller Bella Centret, som har var vært for to messer.
Alene Galery-messen i Forum har over 12.000 besøgende. Tre fjerdedele af dem kom fra et af de skandinaviske lande. Størstedelen af de resterende gæster havde fundet vej fra resten af Europa, selvom der nærmest ingen gæster kom fra de gældsplagede Middelhavslande.
- For to måneder siden var jeg i Italien, og Middelhavslandene er simpelthen gået i stå som konsekvens af den økonomiske afmatning, og jeg tror, der kom to fra hele Grækenland, siger Christian Gregersen.
Han glæder sig dog over antallet af meget store internationale indkøbere, som han ikke tidligere har set.
- At de finder vej, er et rigtig fint tegn, siger han.
Samtidig er han stolt over især tre af året modeshow. Det drejer sig om de danske designere Peter Jensen, Henrik Vibskov og Stine Goya.
- Det var tre virkeligt klasseshows, som man godt kunne være bekendt at vise i Paris, siger Christian Gregersen.
Modeugen i København finder sted hvert år i februar og august.
/ritzau/