Arrangerede ægteskaber er ualmindelig dårlig tone blandt Folketingets partier, men det gælder åbenbart ikke de kongelige, mener SF og Enhedslisten.
"Det er da middelalderligt, at vi her i Folketinget skal godkende, hvem de royale gifter sig med," siger medlem af Folketingets Kulturudvalg SF's Pernille Frahm til Nyhedsbureauet Newspaq.
Danskerne skal til juni til stemmeurnerne og beslutte, om tronfølgeloven skal ændres, sådan at det førstefødte barn af den danske regent bliver landets formelle overhoved uanset køn.
Men venstrefløjen er utilfredse med, at Folketinget fortsat skal nikke ja til, hvem tronfølgeren gifter sig med.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen(V) synes, det er en smule pjattet af SF og Enhedslisten at beskæftige sig med den del af monarkiet.
"Jeg synes, det er på sin plads, at Folketinget har den kontrolmulighed. For selvom det er outreret at tænke sig, så kan der være yderligtgående tilfælde, hvor vi i Folketinget kan være glade for at have den mulighed," sagde Fogh fra Folketingets talerstol.
Pernille Frahm er dog ikke overbevist.
"Altså, jeg ved ikke, hvilke tilfælde statsministeren tænker på. Måske vil han ikke have en regent med tørklæde," funderer Frahm.
Partileder Pia Kjærsgaard (DF) betegner over for Newspaq venstrefløjen som "polemisk", når de overhovedet gider gå op i den slags detaljer.
SF stemte for en folkeafstemning om en ny tronfølgelov, fordi partiet støtter ligestilling, selv i Kongehuset, understreger Pernille Frahm.