De hidsige orangerøde flammer griber fat i kunstmuseet. Set fra gaden er Aros indre et bragende brændende bål, men der er ingen røg eller knitrende larm, og brandvæsenet behøver heller ikke slukke ilden. Hver aften de næste 14 dage vil den tænde af sig selv klokken 17 og gå ud klokken 22. Inde i Aros er placeret tolv stærke videoprojektører, som styrer den kontrollerede og manipulerende ildebrand.
»Vi vil gerne brænde de vestlige rødder af. Den vestlige kultur har lavet langt de fleste krige, så hvis du sammenligner vores kultur med andre, så er vi meget mere aggressive. Vi har brugt ilden som en destruktiv kræft,« siger argentineren Pio Diaz, som sammen med danske Thyra Hilden er ansvarlig for branden.
Ildens symboler
Kunstnerduoen blev for et par år siden fascineret af ild og tanken om en video-pyromanturne, hvor den vestlige kulturs rødder skulle brænde op. Pio Diaz og Thyra Hilden har allerede »afbrændt« Colosseum i Rom, og efter Aros skal der også sættes ild i blandt andet kunstmuseet »Louvre« i Paris. Det er et eksplosivt kunstnerisk gennembrud for de to unge kunstnere på 32 og 33 år.
»Det fascinerende ved ild er, at den kan symbolisere så mange ting: Helligånden, brandpunkter i politik, industri eller renselse. I 700.000 år har folk kontrolleret ild,« siger Thyra Hilden med glød i stemmen, og Pio Diaz tilføjer:
»Efter afbrændingen af de vestlige rødder, vil vi stadigvæk have fortiden i vores bevidsthed, men vi vil se den med andre øjne og stille spørgsmål. I verden kan jeg se de samme fejl, der sker igen og igen. Jeg vil gerne stille spørgsmål til vores samtid, så vi ikke begår de samme fejltagelser igen,« siger han, som håber på, at ilden vil virke rensende, så folk spekulerer over, hvilke værdier der er rigtige at følge, når flammerne har fortæret fortiden.