Den tidligere spindoktor Peter Arnfeldt for daværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V) virker afslappet ved sin ankomst for at vidne i Skattesagskommissionen.
Her sagde han, at hans eneste mission var at forsvare sig mod de beskyldninger, der var rettet i mod ham. Derfor ville han lægge alt frem.
Han smiler og giver hånd til journalisterne, før han tager plads på den stol, hvorfra Ekstra Bladets journalist Jan Kjærgaard tirsdag beskyldte ham for at have afsløret fortrolige oplysninger om daværende statsministerkandidat Helle Thorning-Schmidt (S).
Fra begyndelsen af afhøringen afviser Peter Arnfeldt at have deltaget i overvejelser om individuelle sager i Skatteministeriet.
- Har du nogensinde deltaget i overvejelser i ministeriet om behandlingen af individuelle sager, spørger kommissionens udspørger Lars Kjeldsen.
- Nej ikke mig bekendt. Jeg har ikke haft noget med forvaltning og sagsbehandling at gøre, svarer Arnfeldt.
Kommissionen skal undersøge, om nogen uvedkommende - for eksempel ministre eller embedsmænd - blandede sig i behandlingen af skattesagen omkring Helle Thorning-Schmidt og hendes mand Stephen Kinnock.
Skat København afgjorde i 2010, at Kinnock, som arbejdede i Schweiz, ikke var skattepligtig i Danmark.
Kommissionen skal også undersøge, hvem der stod bag lækagen af fortrolige papirer om Helle Thornings skatteforhold til dagspressen. Første læk var midt i 2010 - før Skat Københavns afgørelse.
Næste læk var kort før valget i september 2011, hvor Thorning blev statsminister.
Undersøgelseskommissionen er nedsat af skatteminister Thor Möger Pedersen (SF). Den har foreløbig indkaldt 43 vidner.
Blandt vidnerne er tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen (V) og tidligere departementschef i Skatteministeriet, Peter Loft.
Kommissionen indledte sit arbejde tirsdag og skal være færdig først i 2014.