Lance Armstrong opgav torsdag kampen mod dopinganklagerne fra det amerikanske antidopingagentur Usada og blev omgående idømt livsvarig karantæne.
Men det får dog ikke den 40-årige amerikaner til at stille cyklen i garagen.
- Jeg glæder mig til at deltage i #poweroffour i morgen her i @AspenCO, skrev Armstrong på Twitter fredag få timer efter, at Usada havde meddelt, at man ville udelukke ham fra alle konkurrencer.
Armstrong har hele tiden hævdet at være uskyldig i anklagerne om at have brugt doping på vejen mod sine syv sejre i Tour de France, men torsdag aften opgav han kampen mod anklagerne, fordi han var træt af at kæmpe mod beskyldningerne.
- Der kommer en tid i en mands liv, hvor han bliver nødt til at sige, at nok er nok. For mig er den tid kommet nu, skrev Armstrong i en erklæring og tilføjede, at han ikke vil tale mere om doping i fremtiden.
Til gengæld siger han, at han glæder sig til mountainbikeløbet "Power of Four Mountains", som foregår i skisportsområdet omkring Aspen.
- 9000 vertikale på bare 36 miles! skriver Armstrong på Twitter og refererer til udfordringen i et løb, der indeholder stigninger på 3350 højdemeter og omkring 2740 meter nedkørsler.
For god ordens skyld skrev Armstrong yderligere på Twitter, at han søndag deltager i et maraton. Hans talsmand, Mark Higgins siger, at ingen af konkurrencerne er underlagt Usadas regler.
Armstrongs tidligere sportsdirektør Johan Bruyneel, der også selv står over for dopinganklager fra det amerikanske antidopingagentur, beklager, at Armstrong har opgivet kampen.
- Jeg er skuffet på Lance og cykelsportens vegne over, at vi er nået så vidt, at Lance føler, at han har fået nok og ikke længere vil kæmpe mod anklagerne, skriver Bruyneel på sin hjemmeside.
48-årige Bruyneel vil dog selv fortsætte sin kamp mod anklagerne.
Kilde: AFP