Lance Armstrong var svær at besejre på en cykel, og han giver sig bestemt heller ikke uden kamp i retssalen.
Den syvdobbelte Tour de France-vinder har endnu engang bedt retssystemet om at stoppe den dopingsag, som det amerikanske antidopingagentur Usada har indledt mod ham.
I en 25 sider lang stævning hævder han, at det ifølge reglerne er den internationale cykelunion UCI og ikke Usada, der skal føre sagen.
Samtidig hævder han, at agenturets fremgangsmåde strider mod den amerikanske forfatning, og derfor vil han have sagen stoppet.
Usada anklager Armstrong for systematisk doping i sin aktive karriere og hævder at have flere vidneudsagn fra tidligere holdkammerater, der beviser påstanden.
Den 40-årige texaner svarede igen i sidste uge ved at indgive et 80 sider langt anklageskrift, som imidlertid blev afvist ved retten i hjembyen Austin.
Dommer Sam Sparks afviste at tage sagen op, fordi han mente, at Armstrong alene rejste den for at skabe offentlig omtale.
Nu skal dommeren altså igen tage stilling til, om Armstrongs klage er berettiget.
Hvis den tidligere cykelrytter på ny bliver underkendt og dopinghøringen mod Armstrong går i gang, får han her mulighed for at udvælge sine egne vidner og for at modbevise Usadas påstande.
Tirsdag tildelte Usada livsvarige karantæner fra al sport til tre af de øvrige anklagede i sagskomplekset. Det drejer sig om lægerne Michele Ferrari og Luis Garcia del Moral samt træneren Pepe Marti.
/ritzau/AFP