Armeniens regeringsparti vil ikke stille med en kandidat til posten som landets nye premierminister.
Dermed håber man, at man kan undgå yderligere protester i landet, siger talsmand Eduard Sharmazanov til journalister lørdag.
I over to uger har der været voldsomme protester i Armenien, hvilket mandag fik den nytiltrådte premierminister og tidligere præsident, Serzh Sargsyan, til at trække sig fra posten.
Nu skal der vælges en ny premierminister inden 1. maj. Indtil videre, er det kun oppositionsleder Nikol Pashinyan, der har anført de store protester, som har meldt sig til posten.
Fredag lød det fra Nikol Pashinyan, at oppositionen formentlig vil boykotte et parlamentsvalg, hvis ikke parlamentet gør ham til midlertidig premierminister i den kommende uge.
Sargsyan, som var præsident fra 2008 til 2018, nåede blot at være premierminister i fem dage, før han trak sig mandag.
Det skete efter et meget opsigtsvækkende direkte tv-møde med oppositionsleder Nikol Pashinyan, som iført camouflagetøj og håndforbinding tørt konstaterede om regeringschefen: Du er færdig.
Pashinyan blev tilbageholdt og forsvandt efter mødet med premierministeren, men han er siden dukket op igen. Og protesterne er fortsat, efter at Sargsyan har trukket sig.
Den folkelige vrede mod Sargsyan har rod i, at han havde lovet, at han ikke igen ville blive premierminister, da han støttede en ændring af forfatningen, som gjorde netop det jobskift muligt.
Men for nogle uger siden skete det så alligevel. Sargsyan skiftede job fra præsident til premierminister, som han også var fra 2007 til 2008.
/ritzau/Reuters