Armbånd mod doping

Team Danmarks Aktivkomité lancerer et armbånd mod doping

Armbåndsdillen har nu også nået den danske sportsverden. Team Danmarks Aktivkomité lancerer lørdag et armbånd med teksten ’True Winners’, som man kan bære for at markere sin modstand mod dopingmisbrug.

» Det er tid til at markere, at vi som atleter, rollemodeller og resultatsøgende idrætsudøvere tager afstand fra denne tilsmudsning af idrætten – den verden, vi lever det meste af vores tid i,« siger aktivkomitéens formand Victor Feddersen. Armbåndet er lavet i samarbejde med Anti Doping Danmark, og det er langt fra det første af sin art.

Cykelrytteren Lance Armstrong lancerede efter en alvorlig kræftsygdom et armbånd med teksten ’Livestrong’, for at støtte kampen imod kræft og senere er der lavet lignende armbånd med alle mulige andre formål. I Danmark er det for eksempel et imod mobning og et imod racisme, og nu kommer der altså også et imod doping.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.