Censur og brudte aftaler. Så hård er kritikken af de danske styrkers øverstbefalende i Afghanistan, oberst Frank Lissner.
De skarpe ord kommer fra fotograf Lars Skree, der flere gange under optagelserne til dokumentarfilmen 'Armadillo' blev forhindret i at filme døde og sårede.
"Jeg synes ikke, han på vegne af en masse mennesker kan stå og censurere, hvad jeg må filme og ikke må filme. Det stred mod alle aftaler, vi havde," raser fotograf Lars Skree i dag i Politiken.
Produktionsselskabet bag 'Armadillo', Fridtjof Film, forsøgte flere gange inden afrejse at få en kontrakt med forsvaret om præmissen for filmen. Men det lykkedes aldrig, så der eksisterede kun en mundtlig aftale med presseofficer Torben Kjeldsen om, at forsvarskommandoen skulle have lov til at godkende den færdige film ud fra et spørgsmål om sikkerhed.
Alligevel forbød Frank Lissner flere gange Lars Skree at filme sårede afghanske soldater.
Skree er rasende over, at han blev bedt om at slukke kameraet, når han ønskede at dokumentere soldaternes oplevelser.
Oberst Frank Lissner afviser over for Politiken at kommentere anklagerne.