Arla tilbagekalder fordærvet babymælk

For anden gang på få dage må mejeriproducenten Arla bede forbrugerne returnere et produkt.

I fredags var den gal med kakaomælken Lille Lise. Nu er også et parti af Arlas "Babymælk" så dårlig, at mejerigiganten anbefaler forbrugerne at levere den tilbage.

»Der var problemer med en opbevaringstank,« konstaterer firmaets kommunikationschef, Astrid Gade Nielsen.

Babymælken og kakaomælken kommer fra den samme tank, og det var oplysninger om dens svigtende evne til at køle produkterne, der fredag fik Arla til at tilbagekalde kakaomælken.

»Men vi var ikke sikre på, at babymælken havde taget skade. Det har vores prøver så vist hen over weekenden, og derfor reagerer vi i dag,« siger Astrid Gade Nielsen.

Men det er ikke sikkert, at man kan lugte, at babymælken er dårlig, og derfor skal man levere det tilbage, selvom det ikke ser ud til at fejle noget.

Opbevaringstanken indeholdt også et tredje produkt, der ikke var beregnet til det danske marked. Det bliver nu destrueret.

Arla tilbagekalder i alt 6.000 liter babymælk, som ofte sælges i pakker à ni, og der står mindst holdbar til 03.05.07 på toppen. Man kan få pengene tilbage, hvis man afleverer produktet, hvor man købte det.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.