Mejerikoncernen Arla Foods skærper kampen mod de globale konkurrenter og lancerer en storstilet strategiplan, der skal øge salget uden for Europa.
Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Ambitionen er at tredoble omsætningen på vækstmarkederne Kina, Rusland, Mellemøsten og Afrika til samlet 10 milliarder kroner.
Samtidig vil mejerikoncernens forretning på de store kernemarkeder i Europa blive konsolideret og indtjeningen skal løftes. Arla har over de seneste år gennemført flere fusioner og opkøb i Europa.
Arlas topchef Peder Tuborgh erkender, at mejerikoncernen trods en støt stigende milliardomsætning ikke har leveret et tilpas stort overskud til ejerne, de 12.000 mælkebønder i Danmark, Sverige, Tyskland og Storbritannien.
De er helt afhængige af en høj og konkurrencedygtig mælkeafregning fra Arla. Derfor skærper ledelsen nu sit fokus markant på lønsomhed og bundlinjen.
- Vi mangler at levere varen i form af et merudbytte til ejerne. Vores omsætning vil fortsat vokse markant de kommende år, men forbedret lønsomhed er det egentlige mål i vores nye 2017-strategi, siger Peder Tuborgh til Jyllands-Posten.
Peder Tuborgh, vurderer dog, at det samlede salg af mejerivarer på nærmarkederne ikke kan øges yderligere.
Derfor skal afsætningen vokse væsentligt på de fjerne vækstmarkeder. Det indgår i en ny strategiplan frem mod 2017, som netop er vedtaget i den landmandsejede mejerikoncern, skriver Jyllands-Posten.
I Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter er det et budskab fra Arla, der har været længe ventet, skriver avisen.
/ritzau/