Det var nærmest umuligt at få øje på en rigtig god FC København-chance i onsdagens 0-0-kamp i Parken mod Club Brugge i tredje runde af Champions League-kvalifikationen.
Det erkender FCK-træner Ariël Jacobs.
- Jeg kan ikke sige, at vi skabte chancer, men der var muligheder til at skabe noget. Desværre gjorde vi det ikke, konstaterer Jacobs.
0-0 er på papiret det bedste uafgjorte resultat på hjemmebane, når der nu skal deles, men det betyder ikke, at Jacobs er tilfreds.
- Som træner vil du vinde. Sker det ikke, kan du ikke være tilfreds. Det er også lige meget, om indsatsen er god eller dårlig, for det kan altid blive bedre næste gang. Det håber jeg for os, siger den tidligere Anderlecht-mestertræner.
19-årige Andreas Cornelius spillede noget overraskende hele opgøret i FCK's angreb med rutinerede Cesar Santin som makker.
Cornelius fik dog ikke skabt noget, og det rejser igen spørgsmålstegn ved københavnernes klasse eller mangel på samme i angrebet efter afgangen af Dame N'Doye.
- Vi må ikke glemme, at Cornelius er en ung gut, som spillede sin første europæiske kamp. Han er under et stort pres lige pludselig, så det ville ikke være fair at stille spørgsmålstegn ved, om vi skal have en ekstra angriber af den grund.
- Selvfølgelig kunne vi godt bruge en fjerde angriber til truppen, så vi står bedre, også i forhold til skader, lyder det fra Jacobs.
Returkampen i Belgien spilles 8. august. Den samlede vinder går videre til playoff-runden. Her kæmpes der om billetter til gruppespillet i den prestigefyldte turnering.
/ritzau/