Der nåede at komme sort røg fra Vatikanet hele fire gange, inden det onsdag aften stod klart, at verdens 1,2 milliarder katolikker havde fået en ny pave.
Kort efter klokken 19 steg hvid røg endelig mod himlen, og den argentinske ærkebiskop Jorge Mario Bergoglio kunne træde ud på balkonen på Peterspladsen i Rom som nyt overhoved for den katolske kirke.
Argentineren er den første pave nogensinde fra Latinamerika, og han bliver også den første nogensinde, der tager navnet Frans som sit selvvalgte pavenavn.
Navnet har ikke tidligere været båret af nogen pave, men Frans af Assisi, som blev født i 1100-tallet, er en af kristendommens mest berømte figurer.
Ifølge flere internationale medier var Bergoglio med i opløbet ved det sidste konklave, der blev afholdt i 2005. Han tabte angiveligt snævert til pave Benedict XVI, der valgte at abdicere i februar.
For langt de fleste kom det imidlertid som en stor overraskelse, at det var den 76-årige argentiner, der endte med at løbe med et flertal af kardinal-kollegernes stemmer.
Jorge Mario Bergoglio beskrives som en moderat katolik, der er kendt for sine gode forhandlingsevner samt en vilje til at udfordre magtfulde interesser.
Han er en beskeden mand fra en middelklassefamilie, der ikke har noget imod at rejse med bus.
Efter at have afvist en komfortabel bolig, som han blev stillet til rådighed som ærkebiskop, lever han i en lille lejlighed uden for Buenos Aires, hvor han tilbringer sine weekender i ensomhed.
Han blev født i den argentinske hovedstad som søn af en jernbanearbejder. Senere læste han kemi på universitetet, og i 1958 blev han optaget i Jesu Selskab - også kaldet Jesuiterordenen.
Han blev ordineret som præst i 1969 og har været ærkebiskop i Buenos Aires siden 1998. I 2001 blev han ophøjet til kardinal.
Den nye pave Frans den første er nummer 266 i den katolske kirke.
/ritzau/AFP