Superstjernen Lionel Messi har været på orlov fra det argentinske landshold siden skuffelsen ved VM i Rusland i sommer.
Men står det til Argentinas landstræner, Lionel Scaloni, så bliver Messi en del af landsholdstruppen, når der til sommer spilles Copa America.
Scaloni håber, at Messi støder til det argentinske hold i en testkamp mod Venezuela i marts.
- Vi skal tale med Leo før marts-kampen. Når tiden er rigtig, taler vi om det, siger Scaloni.
- Jeg håber, at han kan være her, men vigtigst af alt håber jeg, at han har det godt. Jeg har en god fornemmelse, siger træneren.
Argentina var med i bowlen, da der natten til fredag dansk tid blev trukket lod til de sydamerikanske mesterskaber.
Holdet havnede i gruppe med Colombia, Paraguay og Qatar, der er inviteret til turneringen.
Argentina har ikke har vundet Copa America siden 1993, men argentinerne har været i fire af de seneste fem finaler.
Turneringen afholdes i Brasilien. Værtsnationen er i gruppe med Peru, Venezuela og Bolivia.
Messi har spillet 128 kampe for det argentinske landshold og scoret 65 mål.
/ritzau/Reuters