Argentinas stjernespækkede mandskab har meget at revanchere, når Venezuela fra i nat af lægger græs til Copa America – de amerikanske mesterskaber.
Ikke nok med at de blå- og hvidstribede floppede fælt ved sidste års VM-slutrunde, hvor Tyskland var stopklodsen i kvartfinalen. Seneste Copa America-turnering i 2004 endte også med nederlag. Og så endda til den evige rival Brasilien, der vandt finalen på straffesparkskonkurrence efter at have udlignet argentinernes føring i overtiden.
»Det er en torn, jeg stadig har siddende i ryggen, og jeg er her for at tage den ud,« siger West Ham-angriberen Carlos Tevez ifølge nyhedsbureauet AP.
Han sluttede Premier League-sæsonen af i fantastisk målform, og angrebskollegerne Juan Roman Riquelme, Lionel Messi og Diego Militos er ligeledes så stærke lige nu, at Argentinas tilbagevendte træner Alfio Basile må leve med favoritværdigheden foran Brasilien.
Det skyldes dog også at den brasilianske landstræner, Dunga, har efterkommet Kaka og Ronaldinhos ønsker om sommerferie efter en lang sæson. Dunga, der står foran sin første opgave af betydning, gør derfor sit til at lette presset på de gulblusede og helgarderer, da han bliver spurgt til outsiderne.
»Venezuela har forbedret sig utrolig meget på det sidste, og Ecuador har vist, at de er gode med spillere, som både er stærke og teknisk gode. Uruguay har gennemgået en stor forvandling, og vi kan på ingen måde se bort fra Paraguay,« siger Dunga til copaamerica.com