Forældre til børn, der jævntligt bruger Morten Børup Hallen i Skanderborg er rystede over, at Arbejdstilsynet ikke har opdaget, at det drysser med asbeststøv fra nogle knækkede plader i sportshallens loft. Det skriver DR Nyheder.
»Det er rystende. Jeg har haft min gang i hallen her i mange år. Mine børn bruger hallen fem-seks dage om ugen, så det ryster mig,« fortæller ungdomsformand fra Skanderborg Håndboldklub, Torben Væver til DR Nyheder.
Selv om Arbejdestilsynet var på inspektion i juni 2006 blev intet opdaget. Det undrer da også Jens Jensen, direktør for Arbejdstilsynet. Han kan ikke forstå, at hans medarbejdere ikke har lagt mærke til asbeststøvet.
Hallen bliver brugt af cirka 750 elever fra Morten Børup Skolen og cirka 500 medlemmer fra Skanderborg Håndboldklub.
Hverken skolen eller forældre har været informeret om, at der overhovedet var asbest i sportshallens loft.
Asbest er kun farligt, hvis det dårligt forseglet, som det er tilfældet i sportshallen.