Kvinderne fra Vognhjulet i Padborg forsøgte at få Arbejdstilsynet til at gribe ind overfor chefens trusler, mobning og skældud.
I dag kalder Arbejdstilsynet sagen en "alvorlig anmeldelse", men dengang reagerede de overhovedet ikke.
"Konkret har vi faktisk ikke foretaget os noget," erkender Jan Møller Mikkelsen, centerchef i Sønderjylland.
Et halvt år før det hele eksploderede i skænderi og fyringer på Vognhjulet, sendte de ansattes tillidsrepræsentant og sikkerhedsrepræsentant en anmeldelse til Arbejdstilsynet i Sønderjylland.
Befamler og råber
De ansatte bliver dagligt "udsat for psykisk terror", flere ansatte "tager lykkepiller, kaster op og græder", chef Mona Johnsen "befamler" og "råber" af de ansatte, står der blandt andet i brevet.
Men kvindernes sag blev ikke taget alvorligt af Arbejdstilsynet, der aldrig undersøgte anklagerne og lagde sagen død.
"Den dag i dag lider flere af pigerne af Monas (Johnsen, red) psykiske terror. Hvis Arbejdstilsynet havde grebet ind, kunne det være, det var blevet stoppet i tide. Men Arbejdstilsynet reagerede ikke. Vi er blevet svigtet af alle," siger Vivian Stæhr, der dengang sendte brevet til tilsynet.
Erkender problem
I anmeldelsen advarer kvinderne mod, at "flere af kollegaerne er tæt på at få et nervesammenbrud". Men heller ikke det, fik Arbejdstilsynet ud af kontorerne.
"Set med nutidens øjne, ville den her sag som udgangspunkt har givet anledning til et tilsynsbesøg," siger Jan Møller Mikkelsen, Arbejdstilsynet
Hvordan har du det med, at de overhovedet ikke fik hjælp fra jer?
"Det synes jeg ikke, jeg kan forholde mig til. Hvis man kigger på vores opgave generelt set, så har vi siden april 2007 prioriteret den her type højt."
De ansatte på cafeteriaet Vognhjulet i Padborg fik to millioner kroner efter at være blevet snydt og chikaneret af deres chef.
I de næste fem dage fortæller Avisen.dk om dramaet på truckercafeteriaet ved grænsen og afslører, hvordan fagforeningen og Arbejdstilsynet svigtede "Vognhjulspigerne".