Hvis du tror, at danskerne kun tænker på fede lønchecks og ikke kan vente med at komme på arbejde og imponere chefen, tager du fejl.
For halvdelen af danskerne er fritiden vigtigst, mens kun 16 procent har karrieren som førsteprioritet. Det viser en undersøgelse, Yougov har foretaget for metroxpress.
Noget af forklaringen ligger i, at vi stiller os tilfredse med de midler, vi har.
- Generelt er det materielle niveau højt i Danmark, så der er mange, der vælger at prioritere familien og fritiden højere, fordi de reelt har det godt nok, siger Anders Raastrup Kristensen, der forsker i familie- og arbejdsliv på CBS.
Han påpeger dog, at vi godt kan lide vores arbejde.
- For 20 år siden var fritid jo noget, der var givet efter arbejde. Nu har vi sværere ved at holde fri. Den teknologiske udvikling har gjort, at det er meget nemmere at tage arbejdet med hjem, siger han.
Professor på Aalborg Universitet Jørgen Goul Andersen er enig.
- For mange er jobbet ikke bare noget, man er tvunget til. Det er også noget, der giver, og man er ikke bare en undersåt, siger han og tilføjer, at flere er blevet mindre afhængige af at arbejde.
- Tidligere var der mange selvstændige, og for en lille købmand eller landmand er virksomheden jo hele ens liv. Så på den led har vi fået færre arbejdsnarkomaner, siger han og peger på, at det typisk er højere funktionærer som advokater og konsulenter, der bruger mest tid på jobbet i dag.