Morten Nørgaard havde ikke selv set det komme, men den følsomme og generte 26-årige arbejdsløse automatiktekniker fra Odder anses for at være et godt bud på at tage titlen i årets udgave af X Factor.
Fra at være arbejdsløs og ikke have noget at stå op til om morgenen har hans tilværelse forandret sig fra modløshed til optimisme.
- Jeg havde det ikke så godt i en periode. Der skete ikke rigtig noget, fortæller han til BT.
Men nu har han meldt a-kassen fra og kan give den fuld gas i X Factor.
- Jeg nyder det virkelig, og jeg kan stadig ikke helt forstå, at jeg har været så heldig. Det er underligt at se sig selv på tv, og når folk stopper mig på gaden og vil have taget billeder. Jeg har fået meget mere gåpåmod. Og så har jeg jo også tabt mig en del og er kommet i bedre form, fortæller Morten til BT.
Han har faktisk været tilmeldt X Factor en gang tidligere, men droppede det fordi han skulle færdiggøre sin uddannelse som mekaniker.
Denne gang er det hans søstre som har tilmeldt ham.