Det er ikke sjovt at være metal- og maskinarbejder i Danmark netop nu.
Massefyringer, ledighed og lukninger præger branchen, hvor medarbejderne på blandt andre Lindøværftet og MAN Diesel er ramt hårdt.
Men der er håb forude, hvis man nytænker, og kodeordet bliver grøn teknologi, mener flere brancheorganisationer.
"Vi skal se i nye retninger, og hvis man skal pege på ét område, hvor der er vækst, er det vindmøller og alternativ energi," siger Lars Bode, direktør i DS Håndværk og Industri til Berlingske Business.
Også branchedirektør ved Metal- og Maskinindustrien, Ole Storm Jeppesen, mener, at fremtiden kan blive lys for landets mange ledige arbejdere.
"For et halvt år siden manglede vi 10.000 metalarbejdere, og efterspørgslen skal nok komme igen. Men vi skal selvfølgelig tænke i nye baner. Jeg tror på, at det innovative vil påvirke branchen fremover," siger han til avisen.
Han peger på, at Danfoss er i gang med at indgå et samarbejde med elbilindustrien om at levere dele.