Hverken kontanthjælpsmodtageren eller den hårdtarbejdende kontorchef vil begynde at arbejde mere, fordi regeringen lover skattelettelser.
Det forudser forskere og socialrådgivere.
Og det er et kæmpe problem, for hvis regeringen skal være i stand til at finansiere de lovede skattelettelser til den arbejdende del af den danske befolkning, forudsætter det, at 20.000 flere kommer i arbejde inden 2015.
Udenlandsk arbejdskraft
Dem planlægger regeringen at finde i udlandet, blandt kontanthjælpsmodtagere og den store andel af indvandrerne, som i dag står uden for arbejdsmarkedet.
»Men manden, der sidder på bænken og har det skidt, har problemer, der er så store, at 1.500 kroner i skattelettelser ikke er nok til at få ham ud på arbejdsmarkedet igen,« siger professor i arbejdsmarkedsforhold Jesper Due ved Københavns Universitet.
Bunden er nået
Formanden for Dansk Socialrådgiverforening, Henning Breinholt, giver forskeren helt ret:
»Mange steder er vi allerede nede at skrabe bunden i forhold til, hvem vi kan få i arbejde. Det er ikke det samme, som at man ikke skal forsøge, men det er lidt svært at tro på, at skattelettelser alene kan få syge og svage i job.«
Seniorforsker fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) Pernille Hohnen ønsker ikke at vurdere regeringens konkrete plan, men siger:
»Mange af de svageste ledige har andre problemer end ledighed, der skal løses, før de overhovedet kan komme i arbejde.«
Undersøgelsen Den korteste vej til arbejdsmarkedet , som hun netop har stået bag, konkluderer, at 60-90 procent af de svageste ledige ikke magter at få et job ¿ heller ikke på længere sigt.
Desuden vil mange af dem, der allerede arbejder, skrue ned for arbejdstempoet, når de får mere i løn via skattelettelserne, forudser både Jesper Due og arbejdsmarkedsforsker og lektor ved Aalborg Universitet Flemming Ibsen.
»Skattelettelserne risikerer at få den omvendte effekt af, hvad regeringen ønsker: Danskerne arbejder i forvejen flere timer end nogensinde før, og kontorchefen vil meget nemt kunne se det som en mulighed for at arbejde færre timer til den samme årsløn,« siger Flemming Ibsen.