Frynsegoder er på retur. Hvor det i de økonomiske velmagtsdage var en selvfølge at få fryns, så er det nu et egentligt gode.
Det viser en ny undersøgelse, hvor Multidata A/S har spurgt 74 danske virksomheder om deres forhold til fryns.
Her svarer 61 procent, at de bruger frynsegoder til at rekruttere og fastholde medarbejdere. For blot et år siden var det tal oppe på 74 procent.
"Hvor fryns hidtil er blevet betragtet som et behageligt supplement til lønnen, er det i stigende grad blevet et strategisk værktøj i virksomhedernes personalepolitik," siger HR-direktør i Multidata John Lind Thomsen til epn.dk.
Til gengæld viser undersøgelsen, at pension er blevet det helt store medarbejder-hit.
Sidste år svarede 63 procent af virksomhederne, at pensionen var vigtig for medarbejderne. I dag stemmer hele 93 procent i og erkender, at pension er essentielt for forholdet mellem virksomhed og medarbejder.
"Vi ser en tendens til, at personalegoder samler sig omkring de tunge, mere langsigtede goder. Pensionen giver medarbejdere en sikring på længere sigt," siger John Lind Thomsen.
Ifølge undersøgelsen skal medarbejderne værdsætte de frynsegoder, de har nu. Kun 11 procent af de adspurgte virksomheder forventer at udvide antallet af personalegoder i løbet af de næste to år.