Kommunen er blevet for rundhåndet med at dele førtidspension ud. Sådan lyder budskabet fra chefkonsulent i Dansk Arbejdsgiverforening, Maria Bille Høeg.
- Den varige ydelse tiltænkt yderst syge mennesker har i årevis fungeret som en smutvej for kommunernes sagsbehandlere, når de skulle arbejde med de borgere, der havde det svært i livet. I stedet for at blive hjulpet på vej blev de parkeret på førtidspension og overladt til sig selv – uanset om deres helbred faktisk kunne forbedres, siger Maria Bille Høeg.
Hun langer i et debatindlæg i Jyllands-Posten ud efter fagforeningerne, der har "set sig sur på førtidspensionsreformen".
For nyligt gik 41 fagforeninger sammen om nye forslag til førtidspension. Blandt forslagene lød, at hvis en borger har en arbejdsevne på under syv timer om ugen, skal det være op til den enkelte, om han vil på førtidspension, i ressourceforløb eller i fleksjob.
Folk vil hellere på førtidspension end i arbejde
Konsekvenserne ved at give borgere med meget nedsat arbejdsevne et valg giver sig selv, mener Maria Bille.
- Over for valget om livslang adgang til en offentlig overførsel vil langt de fleste mennesker i systemet vælge førtidspensionen. Uanset om de på sigt faktisk kan blive mere raske og forsørge – eller delvist forsørge – sig selv, siger Maria Bille Høeg.
Hun glæder sig dog over førtidspensionsreformen, der har betydet, at færre har fået tildelt førtidspension, fordi reglerne er blevet strammet. Men der er stadig et stykke igen, hvis man vil gøre op med, at der ifølge hende er mange, der er på førtidpension, selvom de godt kan arbejde.
- Uanset hvad skal vi holde skarpt øje med førtidspensionerne, ressourceforløb og fleksjob. Balancen ligger der, hvor det er muligt at komme hurtigt og let på førtidspension, hvis man aldrig bliver i stand til at varetage et job, og at man mødes med hjælp, men også forventninger, hvis der er udsigt til, at man kan komme tilbage til arbejdsmarkedet. For at opnå den balance kræver det også, at vi tør rykke på, hvordan systemet tidligere har hængt sammen, siger Maria Bille Høeg.