En arbejdsgiver fyrede sin gravide medarbejder.
Det kommer nu til at koste ham 108.000 kroner - selvom han ikke anede, hun var gravid.
Det er Højesteret, der i dag har afsagt dommen over arbejdsgiveren.
Kvinden, som blev fyret, sygemeldte sig i fire dage. På det tidspunkt vidste hun ikke, hun var gravid, men det viste sig altså at være årsagen til sygemeldingen. Arbejdsgiveren stak kvinden en fyreseddel på grund af sygemeldingen, og det er grunden til rettens afgørelse.
Det er nemlig ulovligt at fyre en gravid, der er sygemeldt på grund af gener fra graviditet.
Hos FOA, der førte sagen for kvinden, kalder man afgørelsen "opsigtsvækkende".
"Afgørelsen betyder, at selv om en arbejdsgiver ikke ved, at det er en gravid, han fyrer, så er afskedigelsen stadig uberettiget, hvis den skyldes sygdom grundet gener fra graviditet. Med andre ord, så skal afskedigelsen annulleres - ellers kommer det til at koste," siger Dennis Kristensen, der er forbundsformand i FOA.
Han understreger, at dommen peger på, at gravide fortjener en særlig beskyttelse mod fyring, så de ikke skal bekymre sig om, at generne, der følger med en graviditet, kan komme til at koste dem jobbet.