Arbejdsgiveren kan se frem til en politianmeldelse, efter to arbejdere blev levende begravet i forbindelse med noget vejarbejde i Herlev onsdag eftermiddag.
Det fastslår centerchef hos Arbejdstilsynet, Jan Møller Mikkelsen.
Efter ulykken mødte Arbejdstilsynet nemlig op på stedet for at vurdere om forholdene havde været i orden, og det havde de ikke.
"I lignende sager vil der normalt altid blive rejst en sigtelse, da det handler om en overtrædelse af klar og velkendt praksis," siger han til Newspaq og uddyber:
"I den konkrete sag har arbejdsgiveren ikke truffet nogen foranstaltninger, der sikrer, at jorden ikke skrider sammen, når hans medarbejdere befinder sig i udgravningen," siger han.
Episoden betyder, at Arbejdstilsynet har sat en stopper for al udgravning ved vejarbejdet, indtil arbejdsgiveren har sikret, at det ikke kan ske igen, fortæller Jan Møller Mikkelsen.
Bliver sigtelsen rejst, vil det betyde en bøde på mindst 40.000 kr. til arbejdsgiveren. Et beløb, der sagtens kan stige, hvis det vurderes, at der er forværrende omstændigheder ved ulykken.
Ved ulykken onsdag eftermiddag blev to mænd dækket af jord imens de befandt sig i en udgravning, i forbindelse med noget vejarbejde.
Den ene blev kun delvist begravet, men den anden arbejder var helt dækket af jord. Begge overlevede ulykken.