Rygterne havde i flere uger svirret om, at den syge Fidel Castro ville dukke op, når Cuba fejrede 1. maj. Men diktatoren var tilsyneladende for afkræftet og gik for første gang i næsten fire årtier glip af festen. At cubanerne måtte nøjes med at se på Fidels lillebror Raul, betød dog ikke, at der blev lagt en dæmper på 1. maj-festlighederne, der i går fandt sted over det meste af kloden.
Som altid blev dagens demonstrationer brugt indenrigspolitisk – for eksempel i Frankrig, hvor mange parader blev brugt som en del af valgkampen for den socialistiske præsidentkandidat Ségolène Royal, der søndag skal op imod den borgerlige Francois Sarkozy. Slagsangene rungede, og mange af de venstreorienterede demonstranter havde iført sig karikerede Sarkozy-masker. Andre steder vare der dog mindre politik i luften – som Italien, hvor dagens trækplaster var en stor rockkoncert i Rom.
Også i Asien og Afrika gik tusinder af mennesker på gaden for at kæmpe for arbejdernes rettigheder. I Filippinerne marcherede mange tusinde for at sikre højere lønninger, og i det vestafrikanske land Senegal marcherede tusinder af blåklædte kvinder for bedre rettigheder.