Palæstinensernes afdøde leder Yasser Arafats hjem i Gaza by blev lørdag plyndret af en menneskemængde, skriver det norske telegrambureau NTB.
Ifølge Fatah stjal menneskemængden blandt andet møbler og Arafats mere personlige ejendele fra villaen, der har stået tom siden 2001, da Yasser Arafat forlod Gaza.
Arafat blev syg og døde i Paris for tre år siden, men hans hus i Gaza by har siden stået som et af Fatahs vigtigste symboler på Gazastriben, hvor Hamas har overtaget kontrollen.
De seneste dages voldsomme kampe mellem Hamas og Fatah, som har kostet mere end 100 palæstinensere livet, har også bredt sig til Vestbredden, hvor militante Hamas-medlemmer lørdag forsøgte at trænge ind i det palæstinensiske parlament i Ramallah.
Den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas har som følge af urolighederne besluttet at opløse den Hamas-ledede palæstinensiske regering.