Arabiske Liga forsøger at mægle i Libanon

En udsending fra Den Arabiske Liga vil mandag forsøge at få parterne i Libanon til at enes. Søndag demonstrerede flere hundredetusinde indbyggere i Beirut.

En sudanesisk udsending er landet i Beirut for at mægle i konflikten mellem Hizbollah-støtter og den libanesiske regering. Vrede demonstranter har i ti dage lammet hovedstaden, Beirut, i protest over regeringen. Søndag demonstrerede flere hundrede tusind indbyggere i det centrale Beirut.

Den Arabiske Liga har tidligere opfordret parterne til dialog, og den sudanesiske udsending, Mustafa Osman, skal tale med alle parter i konflikten. Tirsdag ankommer også organisationens generalsekretær, Amr Mussa.

Den Arabiske Liga tæller 22 medlemslande i den muslimske verden og har eksisteret siden 1945.

Ligaen kan dog få svært ved at bremse konflikten. Søndag krævede Hizbollah atter premierminister Fouad Sinioras afgang og lovede flere demonstrationer. Hizbollah mener, at Sinioras regering er for venlig over for USA og for fjendtlig over for Syrien, som støtter Hizbollah. Siniora mener derimod, at Hizbollah forsøger at udnytte populariteten i sommerens krig mod Israel til at overtage magten i landet.

»Jeg opfordrer alle demonstranter til at vende tilbage til forfatningens institutioner, så vi kan diskutere alle de omdiskuterede emner og de mulige løsninger,« sagde Siniora søndag ifølge Reuters fra sit kontor, som de seneste dage er blevet til en fæstning omgivet af demonstranter.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.