Ritzau
Opdateret kl. 03:05
Qatars økonomi er hårdt ramt af den snart to måneder lange handelsblokade, som flere arabiske lande har indført over for den lille ørkenstat.
I juni var Qatars import af varer således 40 procent lavere end i juni 2016.
Og i forhold til maj, hvor samhandlen var normal, var importen i juni 38 procent lavere.
Mens indførslen af varer dykker, steg eksporten i juni cirka fem procent i forhold til samme måned året før.
Handelstallene er de første, som er offentliggjort, siden Saudi-Arabien og tre andre lande 5. juni afbrød al samhandel med Qatar, skriver Financial Times.
Ifølge avisen forsøger Qatar at holde strømmen af varer fra udlandet flydende ved at benytte havne i Oman, der holder sig neutral i konflikten.
Saudi-Arabien beskylder sammen med Egypten, De Forenede Arabiske Emirater og Bahrain den lille ørkenstat for at være med til at skabe uro i regionen og støtte ekstremistiske organisationer økonomisk.
Qatars forhold til Iran er også et problem, mener de fire lande. Qatar afviser beskyldningerne og har indtil videre afvist at opfylde de krav, som de fire lande har stillet for at indstille deres boykot.
Kvartetten af lande sagde søndag, at den var "parat til dialog", såfremt Qatar udtrykker "reel villighed" til at stoppe terrorfinansiering, ophøre med at blande sig i andre landes anliggender og komme med et svar på de i alt 13 fremsendte krav.
De indeholder blandt andet en tvangslukning af nyhedskanalen Al Jazeera, der har hovedsæde i Doha i Qatar, og hjemsendelse af udstationerede soldater fra Tyrkiet.
Styret i Qatar har sagt, at det er indstillet på at drøfte regionens sikkerhedsspørgsmål, men afvist at opfylde krav, som truer dets suverænitet eller er i strid med folkeretten.
/ritzau/