Traditions-klubben Liverpool ser ud til at blive næste engelske klub, der bliver overtaget af udenlandske investorer. Det er det arabiske konsortium, Dubai International Capital, der har lagt billet ind på Liverpool. Prisen bliver ifølge flere engelske medier på cirka fem milliarder kroner. »Dubai International Capital er en potentiel investor, der har de midler og resurser samt den filosofi, som vi behøver, for at få den ideelle partner. Konsortiet har allerede demonstreret sin forståelse for vor historie og indstilling, og der er forståelse for klubbens ry og værdier, som Dubai International Capital ønsker ikke alene at bibeholde, men også gøre endnu bedre,« siger Liverpools daglige leder, Rick Parry, til Liverpools hjemmeside.
Farvel til Anfield
Af de fem milliarder kroner skal knap halvdelen bruges til at bygge et nyt stadion med plads til 60.000 tilskuere. Dermed er der lagt op til, at Liverpool må vinke farvel til det 122 år gamle stadion, Anfield Road, der rummer lige godt 40.000 tilskuere.
Dubai International Capital er et datterselskab af firmaet Dubai Holding, som har tjent en formue på at sælge olie. Hvis det lykkedes konsortiet at overtage aktiemajoriteten i Liverpool FC, så blive klubben kun en af mange i en række af engelske klubber, der bliver overtaget af udenlandske investorer. I øjeblikket er Chelsea, Aston Villa, Manchester United, Portsmouth og Chelsea ejet af udenlandske investorer.