Det er ikke hver dag, et dansk band optræder på et af verdens største underholdningsmedier, amerikanske TMZ. Men nu har popbandet Aqua fundet vej til spalterne. Og så gør det ikke så meget, at amerikanerne får rodet lidt rundt i nationaliteterne og kalder Aqua et hollandsk/norsk band…
I videoen på tmz.com prøver Lene Nystrøm, Søren Rasted og Rene Dif at tale sig til en optræden på den legendariske Coachella Festival, der løber af stablen i april i Californien.
– Vi vil passe perfekt ind – sex, drugs og rock’n’roll, lyder det med et grin fra Lene Nystrøm, der også afslører, at Aqua for tiden arbejder på ny musik.
Aqua har i forvejen planer om at turnere på det amerikanske kontinent næste år, de har allerede planlagt fem koncerter i Canada til juni – sammen med andre store 90’er-navne som Vengaboys og Ace of Base.
Skulle drømmen om at optræde på Coachella gå i opfyldelse, bliver det første gang siden sidst i 90’erne, hvor de hærgede alverdens hitlister med især ”Barbie Girl”.
Coachella er er en årlig tre dages festival fordelt over to weekender i Indio, Californien. Næste år finder den sted fra 10.-12 april samt ugen efter 17.-19. april. Der er endnu ikke offentliggjort navne på nogle af de optrædende i 2020.
I 1997 lagde Aqua hele verden ned med "Barbie Girl". Gense videoen her: