Den amerikanske teknologigigant Apple runder torsdag et af de skarpeste hjørner på aktiemarkedet, da selskabets markedsværdi når op over en billion dollar eller 1000 milliarder dollar.
Apple er det første private selskab nogensinde, der passerer det runde tal.
Det svarer til ikke mindre end 6374 milliarder danske kroner. Selskabets værdi udgør nu fire procent af den samlede værdi af de 500 store selskaber i det amerikanske aktieindeks S&P500.
Milepælen blev nået, da kursen på selskabets aktie steg med 2,6 procent til 206,80 dollar per aktie.
Kursfremgangen for Apple er kommet efter regnskabet for andet kvartal, som blev præsenteret tirsdag aften.
Regnskabet viste en bedre omsætning og indtjening end ventet.
Antallet af solgte iPhones i andet kvartal skabte en omsætning på 29,9 milliarder dollar. Det svarer til 56 procent af den samlede omsætning.
Gennemsnitsprisen per solgte iPhone var i kvartalet på 724 dollar. Ifølge avisen Wall Street Journal var en pris på 694 dollar ventet, mens estimatet hos Bloomberg lød på 699 dollar.
Apples finansdirektør, Luca Maestri, oplyste onsdag, at kunderne køber dyrere modeller. Og iPhone X, der starter ved en pris på 999 dollar, var den bedst sælgende i kvartalet.
Ud over det solgte Apple 11,6 millioner iPads mod 11,4 millioner for et år siden.
Apples aktie er siden årsskiftet steget mere end 22 procent.
Den milepæl, som selskabet nåede torsdag, var umulig at forudsige for omkring 20 år siden, da Apple var på randen af konkurs.
For at vende den dårlige udvikling fik Apple medstifter Steve Jobs tilbage i folden.
Den nu afdøde Jobs tilskrives æren for at have udviklet populære produkter som iPhone og iPad og have gjort Apple til et af verdens bedst kendte og værdifulde varemærker.
/ritzau/Reuters