Flere teknologi-medier verden over røg onsdag til tastaturet, da Apple i et interview med branchemediet TechCrunch indrømmede, at it-gigantens iPhones bliver langsommere og langsommere i takt med at batteriet ældes og bliver slidt.
Indrømmelsen kommer efter en tiltagende diskussion på diverse blogs og fora verden over drev det ene bevis efter det andet frem om, at iPhone-mobilernes software nedsætter telefonens - især iPhone 6, iPhone 6s og iPhone 7 - ydeevne efterhånden, som batteriet ældes.
I interviewet med TechChrunch siger Apple, at algoritmen skal sikre, at telefonen kører så smidigt som muligt. Og at det forhindrer telefonen i at lukke helt ned.
Blandt andre fandt grundlægger af Primat Labs, firmaet bag Geekbench, John Poole, ud af, at i takt med batteriets naturlige ældning nedsættes processorens hastighed og den samlede performance går tilsvarende ned. Det hele styres af Apple i iOS-softwaren, skriver han på sin blog.
Men John Poole skriver også om "planlagt forældelse":
– Dette "fix" får brugerne til at tænke, "min telefon er langsom og skal udskiftes". De tænker ikke, "min telefon er langsom så jeg må hellere skifte batteriet". Dette kommer sandsynligvis ind i fortællingen om planlagt forældelse hos Apple.
Apple forsikrer, at den software, der nedsætter dets mobilers ydeevne, udelukkende er af sikkerhedshensyn.
Men det er ikke godt nok for Todd Haselton. Han er teknologi-redaktør på det amerikanske medie CNBC og skriver ifølge Finans i en kommentar, at Apple bør udskifte batterierne i stedet for at nedsætte ydeevnen på grund af dårlige batterier.
- Det er helt sikkert en bekostelig affære for Apple, men en bruger bør garanteres en vis ydeevne i produktets levetid, skriver han.
Sådan kan du gøre
Ifølge mobil-eksperten og ejeren af Meremobil.dk, John G. Pedersen, kan du selv få din iPhone til at køre hurtigt igen ved, at slette alt indhold på den og nulstille telefonen til fabriksindstillinger.
Derefter skal telefonen bygges op fra bunden - altså ikke noget med at genetablere fra en backup.
- I de fleste tilfælde vil du opleve en lynhurtig iPhone, der næsten føles som en ny. Sådan er det forresten også med telefoner fra andre producenter, skriver John G. Pedersen.