Amerikanerne er vilde med den nye iPhone.
Siden fredag har Apple solgt 525.000 iPhones, skriver Epn.dk. I mange butikker var der på åbningsdagen lange køer, ligesom der opstod tumult, da de købelystne amerikanere alle ville have fingre i Apples bud på en kombineret mobiltelefon og musikafspiller.
Allerede på åbningsdagen blev der solgt 200.000 eksemplarer, og siden er salget bare fortsat i vejret. Ifølge Epn.dk er det dog ikke alle nyslåede iPhone-ejere, der er lige lykkelige for telefonen. En del har nemlig oplevet problemer med det tilhørende teleabonnement fra amerikanske AT &T og har derfor ikke kunnet ringe til vennerne fra det lille vidunder.
Iphone ventes på gaden i Danmark i løbet af efteråret.