Det er for svært - så I må have tålmodighed.
Det er nu beskeden fra Apple til de mange ventende fans omkring den hvide variant af iPhone 4, der ellers skulle være på markedet nu.
"De hvide modeller af Apples nye iPhone har været mere udfordrende at fremstille, end vi oprindeligt regnede med. Derfor kommer de først senere på året," siger Apple i en kortfattet udtalelse. Det skriver USA Today.
Apple oplyser samtidig, at de nu har styr på, hvordan de mange gummi-bumpers, der skal skåne brugerne for de meget omtalte antenneproblemer, skal uddeles.
Brugerne kan vælge mellem fem forskellige producenter bumpere, der så sendes med posten. Der kan være op til fem ugers leveringstid på de nye bumpers.
Apple oplyser dog, at de problemer, der er med produktionen af den hvide iPhone 4 ikke rammer den model, der allerede er på markedet i USA.
Telefonen har været udskældt, da brugerne med fingrene kan kortslutte antennen på telefonen, så den mister signalet.