Der er penge i iPhones, iPads, iPods og hvad de nu ellers hedder, de populære produkter, som den amerikanske IT-koncern Apple lever af.
Faktisk er der så mange penge i dem, at Apple mandag har vippet en anden amerikansk IT-gigant, nemlig Microsoft, af den trone, hvor verdens mest værdifulde aktieselskab sidder.
Microsoft satte rekorden tilbage i 1999. Da var Microsoft, baseret på koncernens børsværdi, 619 milliarder dollar værd.
Men mandag skete der noget på børsen i New York. Apple-aktien nåede ny rekordkurs på 664,75 dollar per aktie, det svarer til omkring 3990 kroner, og det fik selvsagt også Apples samlede børsværdi til at stige.
Og denne stigning betyder, at Apple har slået Microsoft-rekorden, for Apples børsværdi blev mandag boteret til 622 milliarder dollar.
Det svarer til omkring 3732 milliarder kroner.
Kursen steg mandag, mens børsen på Wall Street var tyk af rygter om, at Apple snart sender en stribe nye produkter på gaden, herunder en ny iPhone, en ny iPad og et tv-apparat.
I fredags forudså investeringsbanken Jefferies, at Apple-aktien snart når 900 dollar.
Samtidig mener Jefferies, at Apples næste telefon, iPhone 5, bliver "den største mobiltelefonlancering i verden".
/ritzau/AFP