Det sidste ord er endnu ikke sagt i sagen om KIF Kolding København-spilleren Bo Spellerberg.
Han blev for 11 dage siden idømt en spilledags karantæne af Dansk Håndbold Forbunds (DHF) disciplinærudvalg for et vredesudbrud mod dommerne i en ligakamp.
Men nu er Håndboldens Appelinstans kommet frem til, at den afgørelse, som Disciplinærinstansen for liga og 1. division traf, er ugyldig.
Det oplyses i en pressemeddelelse fra DHF:
- I afgørelsen har Håndboldens Appelinstans slået fast, at der er sket procedurefejl i sagen, blandt andet påpeger instansen, at der ikke er sket en høring af Bo Spellerberg i forhold til det ordvalg, der blev brugt efter kampen.
Nu vil Disciplinærinstansen igen behandle sagen.
Spellerbergs udbrud skete kort efter afslutningen på kampen mod Skjern. Her var Spellerberg så rasende efter det knebne nederlag, at han råbte "hvor er I elendige, mand" til dommerne.
Det fik DHF til at gå ind i sagen, efter at dommerne havde indberettet episoden.
/ritzau/