Flere end 200.000 danskere er de seneste tre uger blevet vaccineret mod influenza.
Det er alle over 65 år, gravide i 2. og 3. trimester, visse typer kroniske patienter samt sundheds- og plejepersonale, som er blevet tilbudt gratis influenzavaccination på landets apoteker, skriver Danmarks Apotekerforening i en pressemeddelelse.
Tallene viser, at flest har sagt ja tak til vaccination på et apotek i Region Hovedstaden. Her har knap 60.000 borgere valgt at lade sig vaccinere på apoteket.
Artiklen fortsætter under grafikken ...
(Grafik Danmarks Apotekerforening)
Apotekerne skønnes at stå for omkring en fjerdedel af alle de gratis vaccinationer, der indtil nu er givet mod influenza i denne sæson. Tallene giver dermed ikke et fuldt billede af tilslutningen i de enkelte regioner, da de ikke medtager vaccinationer foretaget af praktiserende læger og andre aktører.
En foreløbig opgørelse fra Statens Seruminstitut viser, at det især er personer over 65 år, der er blevet vaccineret - herunder plejehjemsbeboere. I den lave ende af skalaen ligger sundheds- og plejepersonale.
Vaccinationstallene på apotekerne har efter nogle meget travle uger de seneste par dage stabiliseret sig på et niveau med omkring 6.000 vaccinationer på hverdage.
Det ventes at stige nu, hvor andre end personer i risikogrupperne mod betaling også får mulighed for at få et stik.
Fredag blev der åbnet for influenzavaccination af alle andre personer, der for en pris på 187 kr. kan få et stik - også selv om de ikke er i risikogruppen.
Tilhører man risikogruppen, er vaccinationen fortsat gratis, og tilbuddet gælder frem til 15. januar. Se på www.apoteket.dk en oversigt over de 390 apoteker, der tilbyder vaccination.