Man frygtede, at Fulham-keeper Antti Niemi havde fået en alvorlig nakke-skade, da han landede på hovedet efter et sammenstød med Carlos Bocanegra i mandagens kamp mod Watford. Den tidligere FCK-målmand blev kørt til hospitalet i ambulance, men kunne allerede samme dag forlade hospitalet igen, da skaderne på nakken ikke var så slemme som frygtet.
Fulhams manager, Chris Coleman, er lettet.
»Vi var meget bekymrede for Antti. Han har nogle skader i nakken, men han kan føle sine arme og ben, så det er okay. Det ser værre ud i langsom gengivelse, end det rent faktisk var, men vi ved ikke, hvornår han vil være tilbage,« siger Coleman ifølge BBC.