Anders Antonsen er klar til anden runde i den traditionsrige badmintonturnering All England i Birmingham.
Den andenseedede dansker var storfavorit mod taiwaneren Yu Jen Chi og vandt sikkert i to sæt, 21-15, 21-8.
Taiwaneren er nummer 32 på verdensranglisten, men gav Antonsen fin modstand i det meste af første sæt. Han spillede med tålmodighed, lod sig ikke stresse og gjorde duellerne lange.
Chi fulgte med til 13-14, men så havde Antonsen spillet sig varm. Han styrede sikkert første sæt hjem, og i andet sæt var der aldrig tvivl om udfaldet.
Aarhusianeren brugte sit store repertoire til at dirigere sin modstander rundt på banen og lykkedes med det meste.
Senere onsdag skal Danmarks andet store håb i herresingle, Viktor Axelsen, på banen. Også han får taiwansk modstand, når han skal op imod Chun Yi Lin, der rangerer som nummer 12 i verden.
Til gengæld er det ikke mere dansk deltagelse i damesingle. Julie Dawall Jakobsen røg allerede ud tirsdag, og onsdag takkede også Line Kjærsfeldt og Mia Blichfeldt af.
Kjærsfeldt tabte 10-21, 18-21 til Chen Yu Fei fra Kina, mens Blichfeldt måtte bøje sig for taiwaneren Hsu Wen Chi, der vandt 21-18, 21-16.
/ritzau/