Fire dage efter premieren på Lars von Triers stærkt omdiskuterede film har den allerede solgt over 15.000 billetter i de i alt 17 danske biografer, den bliver vist i.
Dermed melder filmen sig ind i fællesskab med von Triers tidligere film "Breaking the Waves" og "Dancer in the Dark", der til forskel fra instruktørens øvrige film, har fundet sig et publikum i Danmark.
Succesen skyldes i høj grad den megen omtale, premieren på filmfestivalen i Cannes har givet filmen. Det fandt man hurtigt ud af på Nordisk Film, som distribuerer filmen, og derfor rykkede man premieren frem fra den 29. maj til i onsdags.
"I dag kan vi godt tillade os at sige, at strategien virker," siger direktør Jan Lehman fra Nordisk Film, til Ritzau ifølge jp.dk.