De fleste amerikanere bruger i dag på valentinsdag store summer på at forkæle deres kærester. Men stadigt flere står af over for traditionen – selv i USA. Det har resulteret i en voksende industri af anti-valentins produkter, skriver Time Magazine.
Singler, der er trætte af at føle sig udenfor i dag, har således fået mange måder at vise deres antipati for Valentins Dag på. De kan købe gavekort, T-shirt og krus med tekster som »Kærlighed - spar mig!« og »Kærlighed dræber langsomt«. Barejere arrangerer singleaftner i aften, busselskaber, pubcrawls og selv teaterforestillinger dedikerer forestillinger til u-romantikken. Og det kan godt betale sig.
Professor i marketing, Ellen Garbarino, kan udmærket forstå den voksende industri.
»Mange singler tænker: Jeg nægter at sidde her og svælge i selvmedlidenhed. Med de nye varer får de også noget ud af højtiden. Det er god markedsføring.«
Antibølgen er sågar nået til kæresteparrene, mener Matt Brick, som driver hjemmesiden antivday.com.
»Det er ikke kun singler, der ikke kan lide Valentins dag. Mange ægtepar og kærestepar kan heller ikke. Dagen skaber et stort pres, både følelsesmæssigt og økonomisk,« siger han.