Lance Armstrong talte usandt flere gange i sit stort opsatte bekendelsesinterview med talkshowværten Oprah Winfrey, hvor den fallerede cykelrytter blandt andet hævdede at være ren under sit comeback i Tour de France i 2009 og året efter.
Sådan lyder anklagen fra Travis Tygart, som står i spidsen for det amerikanske antidopingagentur, Usada.
I et uddrag af et interview med tv-kanalen CBS, som bliver sendt i sin helhed på søndag, siger Tygart, at han har skrevet til Armstrong og givet ham en deadline den 6. februar til at "samarbejde helt og sandfærdigt", lyder det.
Til gengæld kan det så være, at Armstrong kan få lempet nogle af de restriktioner, der forbyder ham at deltage i konkurrenceidræt.
41-årige Armstrong tilstod i sidste uge brug af doping i et stærkt opsigtvækkende tv-interview med talkshowværten Oprah Winfrey.
Han var allerede inden interviewet blevet frataget sine syv Tour-sejre, der blev vundet fra 1999 til 2005.
Det var netop Usada, som i efteråret sidste år fældede ham med en 1000 sider lang rapport - her stod flere af cykelrytterens tidligere holdkammerater frem og fortalte om, hvordan de selv og deres holdkaptajn fyldte sig med præstationsfremmede stoffer.
Den detroniserede Tour-konge har tidligere kaldt Usadas efterforskning for "en heksejagt" og anklaget chefen Tygart og Usada-kollegerne for at have svoret "blodhævn" over ham.
/ritzau/AFP