Seniorkonsulent Malene Radmer Johanisson fra Anti Doping Danmark efterlyser et samlet tilbud til de mennesker, som er afhængige af anabole steroider eller andre dopingstoffer.
Udmeldingen kommer, efter at et nyt studie fra Herlev Hospital kan påvise langvarige konsekvenser ved brug af steroider.
- Studiet bekræfter de formodninger, der har været. Yderligere viser studiet, at der tilsyneladende ikke er en sammenhæng mellem mængden af steroider, man tager, og konsekvenserne.
- Selv små doser indebærer ifølge studiet en langvarig risiko, siger Malene Radmer Johannisson.
- Brugen af steroider og andre stoffer påvirker både kroppen og psyken på flere forskellige måder. Vi savner et samlet tilbud, som favner flere sundhedsfaglige specialer og rummer kompetent behandling og specialviden fra sundhedsvæsnet, siger hun.
Hun mener, at man med det rette behandlingstilbud kan forebygge og afhjælpe langt flere ud af deres afhængighed.
Studiet påviser blandt andet, at bivirkninger som lavere testosteronniveau, nedsat sexlyst, impotens og symptomer på depression kan fortsætte i årevis efter ophørt brug af anabole steroider.
- De langvarige konsekvenser for mændene, som studiet påviser, understreger, hvor vigtig den forebyggende indsats er, siger Malene Radmer Johannisson.
De mange nuværende og tidligere steroidmisbrugeres villighed til at medvirke i studier som dette, mener hun har haft stor betydning for den indsigt, som nu kan bidrage til, at andre kan træffe gode træningsvalg.
I Danmark tilbyder man endnu ikke den slags behandlingstilbud, som Malene Radmer Johannisson efterlyser, og hun mener derfor, at der er erfaringer at hente fra vores nordiske nabolande.
- Herhjemme bør vi skele til både Sverige og Norge, som har etableret nogle tilbud, der er baseret på viden fra flere sundhedsfaglige specialer, siger seniorkonsulenten fra Anti Doping Danmark.
/ritzau/