En høj cylinder med farverige plastikbolde taler sit tydelige sprog, når patienterne træder ind i venteværelset hos lægerne på Rådhusvej i Sorø.
Boldene viser antallet af udeblivelser hos lægen per måned, og antallet har indtil videre svinget mellem 50 og 68 patienter, som aldrig dukkede op. Det skriver DR Sjælland.
Det er praksismanager Linda Vesterby Lysen, der fik ideen, fordi så mange udebliver fra lægen uden at melde afbud. Hun håber, at de farvede bolde gør indtryk på dem, der glemte lægeaftalen, næste gang de sidder i venteværelset.
- Så håber vi jo lidt, at de tænker, ’åh, damn, jeg er en af de bolde der i denne måned i det glas’, siger Linda Vesterby Lysen til DR Sjælland.
Klinikken har endnu ikke mærket et fald i antallet af udeblivelser, men cylinderen er i den grad blevet bemærket hos patienterne.
- Vi har rigtig mange, der ringer. Det første de siger, er, at ’jeg ringer for at melde afbud, for jeg skal ikke være en af boldene i jeres glas’. Så en eller anden effekt har det.
De praktiserende lægers formand i Region Sjælland, Ulrik Hesislev, synes godt om ideen med plastikboldene.
For i lyset af lægemangel er der brug for alle lægers tid til patienterne, siger han til DR Sjælland.
- Det, der generer mig mest, når nogen udebliver, er, at der kunne jeg have set en anden patient, som venter på at komme til lægen. Det bliver ventelisterne længere af, at der er nogle, der ikke kommer.
Et andet problem er, at lægen ikke får sin løn fra regionen, hvis patienterne ikke dukker op.
Lægen får cirka 140 kroner for en konsultation og tillæg på for eksempel 300 kroner, hvis patienten skal have fjernet en negl.
DR Sjælland