Antallet af personer på offentlig forsørgelse - minus SU-modtagere - er det seneste år faldet med 26.606 personer til 692.701. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Faldet dækker blandt andet over, at der er færre ledige og færre på efterløn.
Siden 2010, der var præget af efterdønningerne af finanskrisen, er antallet faldet med knap 152.000.
Ifølge Tore Stramer, der er cheføkonom i Nykredit, skyldes udviklingen en kombination af opsvinget i dansk økonomi og en række reformer på arbejdsmarkedet.
- Det betyder, at flere af de danskere, der tidligere stod på kanten af arbejdsmarkedet, nu har fået foden indenfor. Det er naturligvis rigtigt positivt, da det øger den enkeltes indkomst og giver øget vækst i dansk økonomi, skriver han i en kommentar.
Derudover hæfter han sig ved, at antallet af efterlønsmodtagere fortsætter ned. I 2018 er antallet faldet med 13.104 til 43.551.
Det hænger sammen med en reform fra 2014, der hævede efterlønsalderen til 62 år fra 60 år. Derudover peger Tore Stramer på, at dagpengeperioden blev forkortet til to fra fire år i 2012.
Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille glæder sig over, at færre er på offentlig forsørgelse.
- Vi har nu det laveste antal offentligt forsørgede i mere end 30 år. Det er et flot resultat, som er nået ved et vedvarende fokus på at gennemføre reformer.
- Flere har i dag incitament til at arbejde, og flere står til rådighed for arbejdsmarkedet. Vi skal fortsætte med at gennemføre reformer, hvis vi skal holde gang i det igangværende, sunde opsving, skriver han i en kommentar.
/ritzau/