Antallet af langtidssyge falder. Og det sker efter flere år, hvor antallet af danskere, der er sygemeldt i mere end seks måneder, satte rekord år for år.
På et år er tallet faldet med seks procent. Og det, uden at der er flere kortvarende sygemeldinger. Det skriver Politiken på baggrund af tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen.
"Det er en fantastisk positiv udvikling. Jo længere tid en sygemelding varer, jo vanskeligere bliver det at vende tilbage til jobbet," siger kontorchef i Torben D. Jensen, Arbejdsmarkedsstyrelsen
Forklaringen er ifølge ham, at jobcentrene har færre sager per medarbejder og også er blevet bedre til få de syge op af sengen og tilbage på jobbet.
Sygefraværet er faldet mest i Frederikshavn med hele 33 procent færre langtidssyge på et år. På Stevns er faldet 32 procent, og Randers kan notere et fald på 27 procent.